Har DU dårlig samvittighed?

Kære dig ❤️

Ind i mellem støder jeg på nogle tekster og artikler, der indeholder tanker, råd, vejledninger og erfaringer omkring at miste og hvordan din adfærd ændrer sig, når du har mistet.

F. eks. når du har mistet en søskende eller dine forældre. Eller begge dele.

Som jeg har.

Når jeg læser de forskellige tekster, så synes jeg, der viser sig en form for en tendens. Som udelukkende er baseret på min subjektive oplevelse og fortolkning af teksterne.

En tendens til at os der har mistet, ofte har dårlig samvittighed. Over alt det vi ikke fik sagt. Eller gjort. Vi føler os ikke gode nok. Hvis bare vi havde gjort sådan og sådan.

Artiklerne slutter nogen gange med noget i retning af:

“Fortæl dem du elsker, at du elsker dem. Få sagt det, der skal siges, gør det, der skal gøres. Det er nu vi er her og vi ved ikke i hvor lang tid. Og pludselig er det for sent”.

Og...

...jeg er helt enig i, at det er NU, vi lever og vi ved ikke, hvor længe vi er her. Så lev livet nu. Følg dit hjerte...det er faktisk blevet mit mantra. Og JA, husk at sige at du elsker dem, du elsker.

Og jeg er nysgerrig på den dårlige samvittighed og vores fokus på den. Det kan være helt individuelt og vi kan blive nysgerrige på dens fylde og hvor meget vi fokuserer på den.

For jeg tror, at uanset hvor meget vi har fået sagt og gjort, så kan vi altid finde noget, vi ikke fik sagt eller gjort. Når vi netop fokuserer på dét. Og så vokser den dårlige samvittighed.

Vi kan jo prøve at gøre noget andet. Nemlig at fokusere på ALT det, der er sagt. Og gjort. Levet. Oplevet. Følt. Mærket. Fokusere på al den kærlighed, der har været. Og som fortsætter i dit hjerte.

Hvad hvis ALT det liv vi har levet med den person, vi har mistet, er præcis som det skal være? At det, der er sagt. Og gjort. Er nok. Er perfekt. I al dets uperfekthed.

F. eks. har jeg læst udsagn i retning af:

- "påskøn nu dine forældre, mens du har dem..."
Det gjorde jeg...på min måde...og du gør det på din måde...

- "mens du er ung, påskøn det dine forældre siger/gør, for når du bliver ældre, så vil du forstå det..."
Hmmm...er det ikke en del af vores udvikling, først at forstå det senere? Og er det ikke ok?

- "det er først, når du mister en, du elsker, at du opdager, hvad du havde..."
Jeg vidste nu godt, hvad jeg havde, da Peter og mine forældre levede.

Jeg får lyst til at spørge: “Gør vi ikke altid vores bedste?”

Jeg tænker, at vi netop gør vores bedste udfra dér, hvor vi er i livet på det givne tidspunkt.

Jeg tror, det også kan handle om, at vi måske godt kunne ønske os mere liv og tid sammen med dem, vi har mistet. Alt det der kunne/skulle leves sammen med dem ude i fremtiden. Og når vi så mister og ikke nåede det, så ville vi ønske, at vi allerede havde gjort det.

Men vi kan jo ikke nå det hele. Vi nåede jo netop dét, vi nåede. For det var det vigtige på de givne tidspunkter.

Så måske handler det også om vores forventninger. Måske har vi for mange. Til os selv. Hinanden. Livet. Fremtiden. Om at vi skal nå så meget.

Jeg husker tydeligt da min bror Peter døde. 48 år. Alt for ung. Men vi talte faktisk om det med alderen med ham. Og vi filosoferede over, at det måske ikke handler om, hvor mange år vi lever. Men det svære, som kan blive til en lidelse, kommer når vi hænger fast i, at vi skal leve et vist antal år eller vi skal nå at leve noget bestemt.

Vi ved ikke, hvordan vi får det, når vi mister. Uanset hvad der sker, kan vi prøve at møde vores følelser nysgerrigt og kærligt. Gå på opdagelse i dem. Byde dem velkommen. Der ligger mange svar, når du går på opdagelse. Samtidig kan du være nysgerrig på, hvor meget du lader følelserne fylde og hvad du fokuserer på.

Husk, dét du fokuserer på, det vokser.

Da jeg gik på opdagelse fandt jeg svar. Og nogle af dem har jeg delt i dette opslag.

Måske du kan bruge dem til refleksion. Og inspiration.

I nærvær
Henriette ❤️