Stilhedens gave

IMG_0342

Stilhedens gave

Du kom som en gave, jeg ikke havde bedt om. Du var pakket ind i sårbarhed, sorg og smerte. Og et altopslugende savn. Jeg pakkede dig nænsomt op. Med en tøven. Vidste ikke rigtig, hvad du ville mig. Og om jeg ville have dig.

Men jeg kunne se dine bløde fjerlette vinger. Du kom et sted fra. Et sted, jeg ikke kendte. Et sted, jeg ikke vidste var som et healende kærtegn, en støttende hånd, en evig kærlighedskilde.

Du viste mig vejen hjem. Du tændte et lys for mig. Og lyste vejen op. Til en vandring ind i min egen sjæl. Mit eget hjerte.

❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️

Stilheden kom til mig for snart 5 år siden.

Da jeg mistede min elskede bror Peter.

Hans fødselsdag nærmer sig i disse dage og jeg bliver lige lidt mere ramt af sorg og savn på disse mærkedage.

Forstår egentlig ikke, at det snart er 5 år siden, han forlod vores fysiske verden. Men egentlig er der heller ikke noget at forstå. Der er noget at mærke. Noget at fejre. Nemlig Peters fødselsdag. Hans liv. Og kærligheden. Kærligheden til min bror. Kærligheden til livet. Og døden.

Jeg har simpelthen valgt. Ja. VALGT. At jeg vil leve min virkelighed. Og tillade døden, sorgen, savnet at leve. Det er en del af mig og mit liv. Og jeg har brug for at italesætte og dele min sorg. Som jo også er min kærlighed. Det er, når vi tør elske, at vi også mærker sorgen.

Det er vigtigt for mig, at Peter og hans minde lever videre. I mig. I mit liv. Sammen med min elskede familie og venner. Hvert år har vi fejring. Af alle de døde, vi kender.

Døden kan faktisk bringe os tættere sammen. En slags opvågning. Til livet. Til kærligheden. Så vi ikke bare lever vores liv på autopilot. Med hovedet under armen og en løben rundt i hamsterhjulet for at nå et eller andet. For hvad er det, vi skal nå? Vores dødsdag?

Når jeg deler dette, er der måske noget i dig, der vågner? Måske noget, der vækker genklang i dig. En slags opvågning. Ind i dit hjerte. Ind i din sjæl. Ind i stilheden. Hvor du virkelig kan mærke dig selv.

Måske mærker du ikke noget. Og det er også helt okay. Vi er lige præcis der, hvor vi hver især skal være. I hver vores proces. Og samtidig sammen. For uanset hvor vi er i livet, er vi forbundet.

Og det glæder mig.

Vi er forbundet i livet. Forbundet i døden. Forbundet i kærligheden.

Dette blog-indlæg er til minde om min bror.

Jeg elsker dig, min elskede Peter ❤️

Verden er i farver ❤️

I kærlighed
Henriette ❤️

0 kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer. Vær den første til at skrive en!

Skriv en kommentar