Døden ransager mit liv og størst af alt er kærligheden

Det hjælper mig at skrive. Det er en slags terapi for mig. Når jeg sætter mig ved computeren, ved jeg ikke helt, hvad mit blog-indlæg kommer til at indeholde. Det er som om, at det skabes, mens jeg skriver.

Døden fylder meget i mit liv. Nu hvor jeg igen har mistet. Døden ransager på en måde mit liv. Jeg får lyst til at rydde op. Sådan helt på celleplan. Give slip. Gøre plads til nyt.

Det er ikke nogen hemmelighed, at det har været sårbart og hårdt at være vidne til min mors farvel til livet. Et farvel, som hun startede på for længe siden. Samtidig har jeg været afklaret med det. Jeg forstod hende jo. Egentlig en dobbeltfølelse. Jeg mærker sorgen, mærker savnet af min mor. Og jeg mærker freden. Lettelsen. Måske mærker jeg lettelsen, fordi hun selv ønskede at få fred.

Jeg har også en følelse af, at alting er, som det skal være. Den følelse kommer, når jeg mærker freden. Roen. Når jeg er i balance. Når jeg er i nuet. Roen kommer, når jeg giver slip i, at livet skal være på en bestemt måde. Når jeg vil kontrollere livet, kommer jeg på overarbejde. Psykisk. Mentalt. Fysisk. Når jeg er i kontrol, skal jeg hele tiden liiige gøre dit og dat. Jeg tror, at jeg skaber ro på den måde. Men det har faktisk den modsatte effekt. Det får mig til at være endnu mere i kontrol. Og på overarbejde.

Døden ransager mit liv.

Lever jeg som jeg ønsker? Er der noget, jeg ikke lever? Hvad har jeg brug for?

Det er heller ikke nogen hemmelighed, at jeg ikke ligefrem har stået i stampe. Nogensinde. Jeg har mange uddannelser og kurser, boet en milliard forskellige steder, har været gift to gange, har en skøn kæreste på nu 6. år og som jeg ønsker at blive gammel sammen med. Jeg har den dejligste datter, som jeg har et tæt forhold til. Dejlig familie og dejlige venner. Er stadig i gang med uddannelser. Nye tiltag. F.eks. denne blog. Jeg er skytte. Og skytten elsker eventyr. Jeg elsker eventyr. I hverdagen. I ferier. Samtidig elsker jeg også rutinerne. I hverdagen.

Tror jeg er vild med balancen. Yin og yang. Det stille liv. Det aktive liv. Indadvendtheden. Udadvendtheden. Naturen. Byen. Flade sko. Høje hæle. Grøntsagsjuice. Gin og tonic. Kartoffelsuppe. Gourmetmiddag. Wellness-ferier. Storbyferier. Stille dage i stuen. Fest i stuen. Skønlitteratur. Faglitteratur. Alenehed. Fællesskab.

Jeg er et sted i mit liv, som jeg elsker. Har altid elsket mit liv, mere eller mindre. Jeg tror bare, at jeg har fundet mere ro i mig selv. Er mere groundet. Mere bevidst. Mere nærværende. Ikke så meget bullshit. Du får, hvad du ser. Jeg forsøger ikke at leve op til et ideal. Som alligevel ikke er virkeligheden. Kun en illusion.

Døden ransager mit liv.

Jeg forestiller mig nogen gange, at jeg ligger på mit dødsleje. Hvad har jeg lyst til at se tilbage på? Er der noget i mit liv, jeg skal forandre? Er der noget, jeg gerne vil nå at gøre, være, opleve? Hvad er vigtigst for mig?

Hvad fortæller mit hjerte mig?

Jeg vil faktisk påstå, at jeg ville dø lykkelig, hvis jeg døde lige nu. Gu’ har jeg stadig drømme og oplevelser, der venter forude. Men når jeg er i min værenstilstand er alt, som det skal være. Og intet mangler.

Jeg elsker. Og bliver elsket. Det er det vigtigste. Relationerne.

Størst af alt er kærligheden.

I kærlighed
Henriette <3