Der er noget, der kalder på vores opmærksomhed. Fra os alle. For os alle.
Kære dig 💙
Jeg håber, du har det godt.
Meget har forandret sig både i Danmark og i verden siden jeg sidst skrev et blogindlæg og de forandringer har nok påvirket os alle i en eller anden grad. Så uanset hvordan livet har forandret sig hos dig, skal du vide, at jeg tænker på dig og sender dig gode tanker.
Jeg vil gerne dele noget med dig.
Der er nemlig noget, der kalder på vores opmærksomhed.
Fra os alle.
For os alle.
Da jeg for snart ti år siden mistede min bror Peter og ikke anede, hvordan jeg skulle leve videre uden ham.
Da mærkede jeg, at jeg måtte leve ét åndedrag, én time, én dag ad gangen. Tillade alle følelser, tanker, kropsfornemmelser og tilstande indeni mig at få plads.
Da jeg efter noget tid begyndte at se farver og nuancer igen. Mærke livet igen. Ikke bare som en overlevelse. Men som en begyndende livslyst og glæde igen. Samtidig med at sorgen levede.
Da vidste jeg, at det er muligt at leve med min sorg. At den aldrig forsvinder. Den vil altid bo i mig. Så hvorfor have modstand på den. Jeg kan ligeså godt invitere den ind i mit liv.
Det gjorde jeg. Og gør stadig. Den bor så fint i mit hjerte. Som alt andet i mit liv. Der er plads til det hele.
Langt sværere var (og er) det at give sorgen plads ude i samfundet.
Heldigvis var (og er) der plads til sorgen i mit nære liv med mine kære.
Men der var berøringsangst fra andre udenfor mit nærmiljø.
Det er der stadig.
Gallup har lige lavet en undersøgelse for Det Nationale Sorgcenter, der viser, at 2 ud af 3 danskere har berøringsangst for sorg. Berøringsangsten kan resultere i ensomhed og depression. Undersøgelsen viser, hvor vigtigt det er, at vi har nogen at dele sorgen med.
Den gang jeg var i dyb sorg, da mærkede jeg, at det var svært, når jeg blev mødt med berøringsangst. Det føltes som om, at jeg ikke måtte være mig og at jeg skulle pakke min sorg væk og dermed også min kærlighed til Peter. Sorg er jo kærlighed.
Og det samme hører jeg fra klienter og kursister og alle andre mennesker, der har mistet og er i sorg.
Så noget i mig blev vækket.
Jeg ville være med til at skabe en forandring. Så sorg kan blive naturlig.
Og det har jeg arbejdet for lige siden.
Jeg forstår godt berøringsangsten. Vi har jo ikke et sprog eller en kultur i vores samfund til sorgen og derfor er berøringsangsten jo kollektiv.
Heldigvis er der ved at ske noget. Det Nationale Sorgcenter gør rigtig meget for, at sorg kan blive en integreret og naturlig del af vores samfund. Har du lyst til at læse mere om deres arbejde og hvad de tilbyder, så er linket her: https://sorgcenter.dk
Når vi tillader sorgen at få plads, så kan vi leve vores virkelighed. For sorgen er virkelig. Ligesom glæden er virkelig. Og der er plads til det hele. Hvis vi vil det.
For livet er både glæde og sorg.
Lys og mørke.
Som profeten Kahlil Gibran siger:
"Glæden og sorgen er uadskillelige. De kommer sammen og når den ene sætter sig ved jeres hovedgærde, så husk, at den anden blunder i jeres seng".
Har du også mistet en eller flere af dine kære? Genkender du det, jeg deler? Kender du til at møde andres berøringsangst eller har du den måske selv?
Måske har min deling åbnet for noget hos dig...
Tanker.
Følelser.
Inspiration.
Refleksion.
Kropsfornemmelser.
Vær nysgerrig på det og vid, at du ikke er alene.
Jeg er lige her og er der noget, du er nysgerrig på, gerne vil dele eller har spørgsmål til, så er du altid velkommen til at skrive til mig på info@henriettedan.dk.
Du vil snart høre mere fra mig, for jeg arbejder selvfølgelig videre på at gøre sorg naturlig og er i gang med at planlægge forskellige gode ting, hvor vi kan mødes i et fællesskab, hvor der er plads til sorgen, glæden, kærligheden og livet.
Jeg sender dig gode tanker og ønsker dig en dejlig dag.
Kærlig hilsen
Henriette
0 kommentarer
Skriv en kommentar